Politiet kender den - skyldige - Personal Care - http://maxpages.com/bannister/Steven

INTRODUKTION
Mit navn er Perry Steven Miller. På nuværende tidspunkt er jeg indsat i Indiana Stats fængsel, Michigan City, Indiana. Den afdeling jeg sidder i er til dagligt omtalt som "X-Row". I virkeligheden er det dødsgang afdelingen i Staten Indiana.
Jeg er dømt for en forbrydelse jeg hverken har deltaget i eller begået. Jeg har siddet her siden d. 20 Maj, 1991. For nyligt begyndte jeg at forberede mig til mine appeller, Dem som kender systemet, ved at det er en op ad bakke kamp som de fleste taber. Staten har blokeret og hindret enhvert forsøg på at få en ny retsag. Jeg har præsenteret beviser for retten, at jeg ikke var involveret i denne forbrydelse, og alligevel, ifølge de samme retsinstanser i Indiana, Har jeg ikke taget ansvar for mine handlinger.

SAGEN
Dette mareridt startede i November 1990. Jeg blev anklaget for følgende forbrydelser: Mord, Frihedsberøvelse, Røveri, Voldtægt, Kriminel abnorm opførsel, Deltaget i en sammenværgelse til at begå mord.
Anklagerne stammer fra 2 fyre som, gik ind og røvede en 24 timers forretning, de tog medarbejderen, voldtog hende og slog hende ihjel. Da disse 2 blev fanget, aflagde den ene (som på dette tidspunkt var min stedsøn) flere tilståelser. Han indrømmede at han udførte denne forbrydelse og havde myrdet medarbejderen i forretningen. De 3 første tilståelser rensede mig for enhver deltagelse i forbrydelsen. Da de havde fået at vide at de sandsynligvis ville blive dømt til døden ændrede de deres historie. Nu sagde deres tilståelser at jeg havde sagt at de skulle udføre denne forbrydelse. Anklageren anklagede nu mig med den teori, at jeg havde hjulpet med forbrydelsen og fortalt dem hvordan de skulle gøre det.
Anklageren fortalte i begyndelsen af retsagen, juryen at de ville høre vidneudsagn om at jeg havde hjulpet med at tilrettelægge forbrydelsen, men at jeg ikke udførte den selv.
På dette tidspunkt havde disse fyre 19 anklager imod dem, voldtægt, røveri, indbrud, vandalisme. Jeg havde smidt dem ud af mit hjem og de truede med at slå mig ihjel. Jeg havde sagt til dem " I er ikke modige nok til at kunne slå nogen ihjel" De beviste at jeg ikke havde ret, da de udførte denne forbrydelse.
RETTEN
Anklagemyndigheden fremlagde 250 beviser under retsagen. Ud af disse var mit navn kun forbundet med 8 af dem. Af disse, beviste de 7 at jeg ikke havde deltaget i forbrydelsen. Et enkelt bevis, et hår, blev ved et vidne udsagn sagt at det tilhørte mig. Senere, blev det bevist at dette hår ikke tilhørte mig. Fordi der havde været udført en voldtægt, blev der lavet dna-analyser. Resultatet viste at jeg hverken havde haft nogen sexuel kontakt med offeret og ej heller var involveret. Beviserne for denne undersøgelse blev simpelthen fejet af bordet.
Under snakken med de mulige jurymedlemmer, udtalte anklageren sig om sine egne tanker og sagde ting som " geez, der er stor sandsynlighed for at denne mand havde gjort noget, det er okay at have en menning om at Miller er skyldig, man kan ikke ignorerer lyserøde elefanter, ikke fra mars, var ikke født igår." bare for at nævne nogle få af anklagerens bemærkninger. Højesteretten i Indiana sagde at sige disse ting var okay at sige. Men, er det? Skulle det ikke have været noget lignende, "Det er mit job at anklage folk og få de skyldige dømt." Dette ville en normal person sige. I retsloven siger det, " En anklager kan ikke gøre brug af sine egne tanker og menninger.
Anklageren præsenterede falske forklaringer som hjælp i hans kamp for fremtvinge en dom. Retfærdighed drejer sig ikke om at få en dømt, uanset omkostningerne. Retfærdighed kommer ved at følge loven og ære loven. Uden dette, er retfærdigheden smidt ud af vinduet. Da det gik op for anklageren At dette bevist var blevet gjort forkert. Burde anklageren, ved at vise ære for hans stilling have rettet dette.
Det er anklagerens pligt at, anklage for forbrydelser og opretholde loven. I denne sag, blev retfærdigheden fejet ind under gulvet, for at for en dom afsagt, uanset om det var rigtigt eller forkert. På lige fod, hjalp de advokater der skulle repræsentere mig, på trods af at de vidste at man ikke kunne opretholde dommen, når falske udsagn var blevet brugt, retten med at feje det ind under gulvtæppet. Højesteretten i Indiana, hvis pligt det er at beskytte alle folks retigheder, fjernede deres blik fra faktaerne. Hvor skal vi gå hen for at få retfærdighed?.
De falske forklaringer i denne sag, er ikke svære at finde. En kvinde okm ind i retsalen, og udtale under ed, at jeg kom ind i butikken hvor hun arbejde, skabte mig og jeg skulle have købt partroner til at jagtgevær. Hun udtalte at hun kunne huske mig, fordi mit navn "Perry" var det samme som hendes onkel. Hun sagde ydermere at jeg havde skrevet hende en check og at hun skulle undersøge om jeg var på listen over dårlige checks. Hun sagde at hun havde set i mit kørekort og vidste at mit navn var Perry. Hun var så sikker at hun udpegede mig i retsalen, som værende den person hun havde handlet med. Anklageren fremlagde aldrig et kopi af den check som hun påstod jeg skulle have skrevet. Min advokat fremlagde heller ikke et kopi af denne check. Istedet for fremlagde min advokat et kopi som viste at jeg ikke havde en check-konto med navnet Perry. Anklageren svarede igen ved at sige at jeg havde 2 check-kontoer, en på navnet Steven og den anden på navnet Perry, men dette blev aldrig bevist og er heller ikke sandt.
4 år efter jeg var blevet dømt, lykkedes det mig endeligt at få fat i en kopi af denne check. Til min overraskelse, var checken skrevet af en kvinde. Og det, på trods af at denne kvinde havde udtalt, at det var mig, hun havde set mit kørekort og at der ikke var den fjerneste tvivl. Det var helt klart at denne kvinde havde løjet under ed, men dem som repræsenterede mig, forsvarede det med, at det bare var en lille fejl fra hendes side. Hvorfor? jeg er ikke sikker. Det gjorde at retten kunne skubbe emnet væk.
Før man udvalgte juryen til denne sag, blev hvert eneste panel spurgt om deres menningnår det drejede sig om at føle skyldig. Af de 119 personer som blev spurgt, stemte 119 for nat jeg var skyldig selv før noget bevis var blevet fremlagt. Min jury blev udvalgt af denne gruppe, retten tilladte disse mennesker at sidde i den dømmende rolle.
Anklageren sluttede retsagen med at spørge juryen, " Hvor mange gange skal vi anklage denne mand, for at få ham væk fra gaden." Vi ved at anklageren ikke må på antyde, At det er juryens pligt at dømme enhver person. Anklageren kom med mange udtalelser om hans egne personlige menninger, retten sagde at dette ikke havde haft nogen indflydelse på juryen, og alligevel brugte han beskidte ord imod mig foran retten, så alle kunne høre det.
EFTER DOMMEN
Efter dommen, fandt jeg ud af at der var vidner der aldrig var blevet kaldt frem. Disse vidner ville have udtalt, at de så personerne som udførte denne forbrydelse, men ikke mig. Når noegn blev kaldt ind for at vidne til fordel for mig, blev juryen bedt om at forlade salen og de hørte aldrig de beviser der var for mig. Og jeg fik besked på ikke at udtale sig mig selv.
KONKLUSION
Jeg blev et let mål for anklageren. Jeg havde tilbragt tid i fængsel før. Jeg tror, fordi jeg havde en tidligere fængselsstraf, følte juryen det nok lettere at dømme. På sammen tid, i appelen i denne sag, siger retten at de kun kigger på sager som er favorable for Staten.
Hvis retsadvokaterne ikke forsvarede imod forbrydelsen, så er det eneste tema man kan kigge på Statens. Jeg havde ikke noget forsvar, ingen penge så jeg kunne ansætte en advokat til at forsvare mig. Hvad jeg må være afhængig af er, advokater der vil blive betalt uanset om jeg lever eller dør.
En emne der ikke er i denne skrivelse, er retfærdighed. Jeg prøver på at holde håbet ude, at jeg i et eller andet sted i denne proces, vil finde og få retfærdighed for en forbrydelse jeg ikke har begået. Jeg er ikke sikker på at retfærdig stadig eksisterer i dette land. Vi er blevet et smid væk samfund, I et sådant samfund er der ikke brug for retfærdighed. Vi levede engang med ideen, at en anklaget er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Idag er vi alle skyldige og hvis det skal foregå på dommernes og anklagerens præmisser, kan uskyldighed aldrig opnåes.
Dommer Bradford kendte til min uskyld da han dømte mig til døden, da han sagde " Jeg ved ikke hvorfor juryen kendte ham skyldig, når der ikke var nogen beviser , der viste om han var involveret."
Der er mange andre områder/emner som kan dækkes og undesøges. De kan deles med enhver der gerne vil vide mere. Jeg har mange fornødenheder i denn kamp, for at bevise min uskyld i en forbrydelse jeg ikke har begået. Lad dette være begyndelsen på åbningen af mit liv, for alle at se sandheden. Jeg søger hjælp og assistance, uanset om det kun er en ven eller andre af de områder jeg har behov i.
TILBYD DIN HJÆLP TIL:

Perry Steven Miller #911827
PO Box 41
Michigan City
Indiana 46361
USA

eller kontakt:

Beverly Miller
(Kampagne Ko-ordinator)
E-mail: stache@netnitco.net

******************************************

SIDSTE NYT !!!!!!!!!!!!!

En dommer har besluttet at anklageren skal løslade Steven her og nu eller fastsætte en ny retssag inden for 3 mdr !!!!

Vil retfærdigheden også ske fyldest i Stevens sag ?

**********************************************

Reiner Stensgaard Goldau
Ydbyvej 184
DK	7760	Hurup Thy
Denmark
+45-97-407628
goldau@adslhome.dk

Sign Guestbook

View Guestbook

Visitors: 01415

Page Updated Tue Jul 3, 2001 6:21pm EDT